Uge 8 2022

“Hvaffornoget?!” Hoteldirektøren var forbløffet.

De havde som et hotel i en mellemstor, jysk by oplevet en del menesker, som snød og forstillede sig og prøvede at løbe fra en støt voksende regning, men de plejede aldrig at være på hans egen side af receptionen.

Han tog sig til hovedet og råbte nogle lyde, der måske indeholdt ordene hvordan og helvede, men den unge kvinde foran ham havde ingen forklaring. Hun trak ned i sin mørkeblå vest, så lyset fangede formerne og sendte changeringer af grøn og violet mod direktøren. Hun rømmede sig, der var ikke meget at sige.

Den unge kvinde kunne dog fortælle, at det måske nok var et spørgsmål om, at kokken havde stået foran receptionen en morgen, hvor alt var hektisk på grund af den store messes begyndelse, og at hun ikke selv havde haft morgenvagten den dag. Men hun vidste, og det måtte han også vide, at Manfred aldrig bevidst ville gøre noget for at være uærlig.

Direktøren nikkede. Jo jo, Manfred havde taget sig af indskrivning og udtjekning siden, de brugte store, tunge papirssider og var et hotel i en meget mindre, jysk by. Der var ikke noget med ham, det vidste alle, og det fik direktøren til at sukke.

For han var selv halvt så gammel som Manfred, og han var klar over, at hans instinkter kun var halvt så skarptslebne som Manfreds. Og hvis Manfred var blevet snydt, måtte han leve med, at enhver i det kendte univers ville have været tilsvarende duperet.

Men der var en regning for i går, og nogen skulle betale den. Pt så det ud til, at den lå hos direktøren selv, og han brød sig meget lidt om det. Det var ikke så meget pengene, selvom de havde brugt et halvt års madbudget på et par dage, det var mere, at borgmesteren havde været der. Og en repræsentant for Kongehuset. De havde glædet sig, jublet endda, og nogen havde talt om gæstebud som i stor kunst, og han havde taget del i roserne.

Der havde været så mange lækkerier; små kanapéer med noget mousse og dejlig smag af eventyr, fine kager med sødme og knas og flotte farver, kiks med ost, der mindede ham om barndommens ture i marsken, kødhapsere med surt og sødt… Han vidste slet ikke, hvad det alt sammen hed, men det var meget imponerende, og han havde noteret sig, at selv kongehuset havde nikket anerkendende.

Borgmesteren havde stillet op til fotos, og de havde talt om bevilling af flere penge til byens turisme, og hoteldirektøren havde glædet sig over, at det var kommet online på et par af landets store aviser allerede i går aftes, imens to af de store, jyske dagblade kørte historien med billeder af direktøren med kongehus og borgmester på forsiden her til morgen.

Og nu lå der en forespørgsel fra byens politikontor, fordi den bedste kok i hotellets historie, som på et lille års tid havde vendt et solidt, men måske lidt middelmådigt, køkken til at være et kulinarisk fyrtårn blandt lyng og fyrretræer slet ikke var kok. Han havde skabt overskrifter og givet hotellet omtale i flere rejsemagasiner fra USA, og direktøren sad med al balladen nu, hvor det havde vist sig, at Jean le chef bare kom fra Lolland og hed Jens Schäfer.