Vis os dit arbejde

Rigtig mange stillingsannoncer med kommunikationsjob ender med en formulering i stil med ‘vis os noget, du har lavet’. Og det er helt forståeligt, for jeg kan jo skrive nok så meget i mit cv, at jeg har været med til udarbejdelse af nyhedsbreve, skrevet artikler og webtekst, og at jeg har fået pressemeddelelser vist i avisen. Men det siger jo ikke modtageren ret meget, hvis der ikke er eksempler med. Og her støder jeg på samme problem, som jeg gjorde ved jobsamtalen hos Reklamedamen.

Enten har jeg ikke fået materialet med fra en gammel computer eller fra praktikstedet/jobbet, eller også er det simpelthen ikke længere tidssvarende, fordi jeg har rykket mig fagligt, og fordi formidling som fag i sig selv har rykket sig på de to eller fem år, der er gået, siden jeg sad med opgaverne.

Forleden søgte jeg et job, hvor jeg måtte medsende ét eller andet for dog at vise noget, og jeg sendte derfor et eksempel på en anmeldelse, jeg har skrevet til netavisen for Østeuropastudier og en pressemeddelelse, jeg skrev, da jeg var i tekstforfatterpraktik. Men først og fremmest er det ikke særlig meget i forhold til at give et indtryk af, hvad jeg kan. Og hvad værre er, det er gammelt materiale, og selvom jeg står inde for mit tidligere arbejde, er det ikke nødvendigvis sådan, jeg ville have gjort det i dag.

Og når det gælder et job, hvor en virksomheds historie skal formidles til kunder og andre interessenter, så er det faktisk heller ikke særligt relevant med en pressemeddelelse om Richard Ragnvalds underholdning ved en event for to år siden eller en anmeldelse af en bog om Den store Fædrelandskrig.

I forvejen er jeg i gang med at udarbejde noget reklame, så jeg kan vise dén branche, hvor original og kløgtig jeg er, og nu går jeg i gang med at skrive forskellige typer tekster til andre brancher.

Jeg forestiller mig, at jeg vil lave præsentationer af varierende virksomheder ud fra information, jeg finder på deres hjemmesider. Derudover vil jeg arbejde på at omskrive noget af deres webtekst og forsøge at udarbejde nyhedsbreve ud fra de nyheder, som virksomhederne selv fremlægger på nettet.

Og når jeg arbejder med en ansøgning til et bestemt sted, vil jeg medsende et eksempel på noget, de kunne lave anderledes i deres egen præsentation; mit bud på skarpere kommunikation fra dem.

Har du forslag til andre tekster, jeg skal huske at arbejde med, lære at kende og bruge som eksempler?