En lille film
På nettet findes der mange muligheder for at vise et cv på en kreativ og anderledes måde. Du kan eksempelvis se flere typer af mit cv via links i min højremenu her på siden. Men efterhånden er der så mange af de forskellige cv-sider, at det ikke længere er helt så særligt at vise sine kompetencer og erfaringer på den måde.
Alligevel har nogle af dem noget at byde på. Et eksempel er Vizify, der ordner din ‘bio’ som en slags netværk af forskellige punkter, som hænger sammen. Man kan endvidere se hvert punkt som forskellige undersider, når man trykker på de forskellige punkter i netværket.
Oven i det har Vizify en mulighed for at lave en lille video af ens aktivitet på Twitter, og det er lidt interessant for mig, som bruger Twitter som mit primære sociale medie. Jeg opdagede det, da en, jeg følger på Twitter, lagde sin egen video op i går. Og det er sjovt at se, hvilke ord, jeg skriver mest, hvem jeg mest taler med, og hvornår på døgnet jeg er mest aktiv. Dog er det sådan, at man selv kan redigere og udvælge i informationerne, når man laver videoen.
Jeg kan altså sørge for, at mit mest brugte ord ikke vises som ‘jeg’, men i stedet som ‘vi’ eller ‘os’, afhængig af, hvad jeg gerne vil vise frem. Man kan også udvælge hvilke billeder, der skal vises og hvilket tweet, der skal vises i sin fulde længde. Det vil altså sige, at det ikke nødvendigvis er et helt sandfærdigt udtryk for ens brug af Twitter, men endnu en gang noget, vi som afsendere selv redigerer i.
Sociale medier ér og bliver et udstillingsvindue, hvor vi viser os frem for andre. Det er et grundvilkår, at informationer redigeres, før de formidles, og jeg synes, det er helt fint. Det ér jo bare lidt for sjov, når man laver sådan en video.
Du kan se min video her, og lave din egen ved at klikke her.