Bas fra barndommen

Forleden da jeg gik og tømte juletræet for klokker og hjerter og kugler, lyttede jeg til musik. Jeg havde lige haft lyst til at bevæge mig og satte derfor noget gammel rock på. Billy Joel.

Han blev spillet rigtig meget i mit barndomshjem, hvor min mor var så glad for ham. Meget af den musik, hun spillede i min barndom, faldt jeg aldrig rigtig for, Stevie Wonders kæmpehit eller Al Jarreau, som jeg stadig ikke helt ved, hvad er. Men Billy Joel flyttede direkte ind i mit lille musikelskerhjerte, da hun satte ham på. Det samme gjorde Shu-bi-dua, men nu handler det lige om Billy Joel. For mens jeg gik og tog pynt ned og lystigt sang med, som om jeg havde hørt alle sangen lige i forgårs, lagde jeg mærke til noget nyt.

Det er ikke i sig selv usædvanligt at opdage nye ting i kendt musik, og vel slet ikke når det gælder musik, man har kendt noget nær hele sit liv og så en dag lytter til med sine voksne ører og mere viden end dengang. For mig plejer den slags ny indsigt dog at gælde bidder af tekst, som giver helt ny (og ofte mere) mening, eller små stykker melodi, som pludselig er smukke på en ny måde, fordi det er længe siden, de sidst kom forbi øregangene. Denne gang var det bassen, der lige fangede mig. Og det fik mig til at tænke.

Jeg blev for en ti års tid siden skilt og flyttede hjem til min storby og havde en, lad os bare sige, ret vild sommer. Jeg var så meget ude og omkring og deltog i alting hele tiden. Koncerter, byture, restauranter, festivaler, road trips, sjov og samvær, det hele. Og jeg lærte virkelig meget ny musik at kende den sommer. Jeg fik helt genåbnet min kærlighed til rock af alle mulige slags efter en årrække med anderledes toner i hverdagen. Og jeg opdagede, at noget af det, som fangede mig allerbedst ved det nye, var basgangen i bunden af sangene. Lyden, som alle andre toner og instrumenter og sang lagde sig ovenpå.

Det kildrede helt i min sjæl, når der var en særligt laber bas på en sang, og jeg fik ørerne op for at lægge mærke til bassen i alle slags musik, og det har jeg gjort lige siden. Altid er det bassen, som gør først – og tit størst – indtryk.

Og forleden, hvor jeg dansede rundt og sang og fjernede julen til lyden af Billy Joel og tryg barndom med mors latter og skarpe stemme, lagde jeg for første gang mærke til bassen, sådan som Billy Joel bruger den i sin sangskrivning. Og så slog det mig, at det måske faktisk er min mors og Billys fortjeneste, at jeg er blevet så vild med bassen. Han har i mange af sine sange både en tung og en spændende bas som fundament. Det er skidelækkert, og jeg blev helt glad på ny. Ikke bare et genlyt, men en helt ny måde at høre det på!

Tænk, at det måske er på grund af min mors højt spillede cd nede i 90’erne, at jeg har fået ind fra barnsben, at bassen er bedst. Det gjorde mig helt varm. Hvis hun da havde vidst, hvor små ting gør en stor forskel her 40 år senere. Tak mor! Og tak Mr. Joel, bliv endelig ved lidt endnu.