Korkprop

I går formiddags gik jeg i gang med at lave tomatsovs på den langsomme måde. Jeg skærer løg, skærer selleri (for det var der lige i køleskabet, og jeg aner ikke, hvornår jeg købte det, men det må have været i foråret, da jeg havde en ting med at lave chili hele tiden, fordi det var koldt), og jeg skræller og river gulerødder, lader det hele stege blidt i smør helt langsomt, til det bliver blødt, og løgene bliver søde og kun lige let brune, og det hele bliver en lækker treenighed. Så får det en god tår balsamicoeddike, og låget lægges på, mens det får to håndfuld minutter på svag varme, før låget lindes, så balsamicoen kan fordampe og koge godt ind i sagerne, før jeg hælder et par dåser af de flåede eller en flaske tomatpassata ned i gryden, sammen med lidt vand, et godt skud paprika, mindst 30 drej på peberkværnen og en håndfuld laurbærblade. Et par skefulde sukker og måske lidt salt, og så skal det stå der i timevis og bare hygge sig, nogle gange med låg og ind imellem lidt ude, så længe det ikke sprøjter ud i hele køkkenet, og efter mange, mange timer er der dejlig mad.

Da jeg nåede til selvpasserdelen af sovsen, gik jeg i gang med bananerne og kagen, og det var skønt at gå og være helt zen i køkkenet, mens radioen spillede gode rytmer for mig, og jeg bekymrede mig for, om den gamle Kenwood fra midten af 1970’erne nu faktisk for alvor er ved at stå af, når man pisker smør og sukker med den i lang tid.

Sidst på dagen blev det spisetid, og jeg havde brugt eftermiddagen på at tegne og se lidt fjernsyn og passe tomatsovsen og spise et stykke kage til min eftermiddagskaffe, som var lidt sent på den og først blev en realitet kl. 18, men da jeg var sulten efter aftensmad, havde jeg brugt mine kræfter op. Der var intet tilbage, og det var helt umuligt at koge pasta og dampe grøntsager til tomatsovsen. Jeg blev rasende frustreret, for det sker ind imellem, at jeg får brugt min energi skævt i løbet af dagen, og så er jeg løbet tør, når der stadig mangler lidt sidst på dagen. Så i går fik jeg ingen aftensmad. Jeg hældte tomatsovsen på plasticbøtter og satte dem i køleskabet, jeg var træt af, at jeg så heller ikke ved, hvad jeg skal med aftensmad i dag mandag, hvor jeg kommer sent hjem fra tegning i aften og har brug for noget nemt. Det var jo meningen, jeg skulle koge pasta nok til at have til de snævre vendinger i løbet af ugen, men det blev det jo ikke til.

Jeg tvang mig selv til at få et par æbler, en cola og nogle chips, så jeg ikke skulle gå så sulten i seng, at jeg ikke kunne sove, og så fik jeg rugbrød med tandsmør og et blødkogt æg til morgenkaffen i dag, så der var lidt næring til kroppen. Trods alt.

Nu sidder jeg og er egentlig så småt på vej ud ad døren – jeg har slet ikke tid til at skrive her – og er forbløffet over mig selv. Jeg skal til praktiksamtale, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg gik sådan kold i går, fordi jeg er enormt presset over det. Jeg ved ikke ret meget om virksomheden, og jeg aner ikke, hvilke opgaver jeg kan forvente, eller om jeg overhovedet er klar eller kan holde til det. Men her sidder jeg alligevel og tjekker deres hjemmeside, skriver punkter med spørgsmål og kommentarer og en huskeliste til mig selv om, at jeg ikke skal sige ja til noget, mens jeg er der. Det her er en blind date, hvor vi skal se, om vi overhovedet kan lide hinanden eller bare skal tilbage på datingsitet med det samme, og der er intet pres for succes eller målsætninger eller noget, det er bare rekognoscering, men jeg kan godt mærke, at jeg gerne vil have, det går godt, og det går altid bedre, når jeg laver mit forarbejde. Og det gør jeg så.

Og det holder simpelthen aldrig op med at gøre mig paf og forundret, at jeg i går kan sidde og glo fjernsyn og tro, min hjerne aldrig kommer til at virke, og at jeg aldrig vil opleve noget godt igen eller hænge sammen i sjælen overhovedet, og i dag sidder jeg bare og er konstruktiv og tror på verden og det hele. Og mig selv.

Og nu skal jeg altså ud ad døren. Hav en dejlig mandag.