Status på Twitterspecialet

Vi er beyond pinlig, når det kommer til mislighold af bloggen nu, tror jeg.

Årsagen er, at jeg den sidste måneds tid til halvanden har været ved at brække mig over det speciale. Jeg har tudet, råbt, været på nippet til at give op, bidt tænderne sammen, kløet på, givet op, råbt og tudet noget mere. Og så videre. Hele spektret af frustrations- og vredesfølelser er gået igennem. Flere gange.

Og jeg er endnu ikke ude på den anden side. Jeg knokler på, men jeg kan mærke, at de sidste fem (fåk!? gisp?! fem?! FEM!?) uger bliver rigtig hårde. Både arbejdsmæssigt og følelsesmæssigt. Og det er derfor tvivlsomt, om jeg får blogget overhovedet fra nu, og indtil specialet er afleveret.

Jeg har ét afsnit, som er helt færdigt. 8 sider. 1/8 af det samlede arbejde. Ét andet afsnit er så godt som klar. Vi kan godt sige, det er klar. Hvis vi skal. 8 sider mere. 2/8 altså. Lig med 1/4. Af hele specialet.

Lige nu arbejder jeg med analysen af cases, der i alt skal fylde 3×8 sider af de samlede 80. Min første analyse af et enkelt tweet er foreløbig på fem sider, hvilket er alt for meget. Jeg har aldrig før skullet skære i en opgave, jeg har altid formået at skabe mine afsnit, så de passede i længden og var gode nok i indhold. Men på grund af en skrivekrise og en skræk for analyse blev jeg rådet til at starte i detaljen med ordvalg, sprog, tegnsætning, og derfra arbejde mig ud i abstraktionsniveau, og det har bevirket, at jeg er kommet rigtig godt ind i analysen, men altså også rigtig godt op i anslag. Og jeg er bange for at sortere det gode fra og beholde det dårlige, når jeg skal rette til og skære fra.

Torsdag skal jeg sende alt, jeg har til Vejleder, og så taler vi om Det Hele på fredag.

Jeg er faktisk bange. Ikke for, at jeg ikke når det, for jeg ved godt, hvor hurtigt jeg kan arbejde, når urets visere slår mig i hovedet af bevægelsesiver, men jeg er bange for, at det, jeg laver, ikke er godt nok. Vejleder sagde sidste mandag, at han godt tror, jeg kan det her. Og det prøver jeg så hele tiden at holde mig for øje.

Jeg kan godt. Og jeg vil edderbroderemig gerne!