Uge 19 2022

Der var ingen andre vågne i huset, og det føltes, som om det var hele verden, der skruede ned og var stille. Gudrun stod i sit køkken og så på pletterne af solskin, som dansede på grus og græstotter i indkørslen foran huset. Den gamle ovn tikkede som altid, imens den varmede op, og hun tog hvederne fra i går ud af posen og skar dem over og lagde dem klar.

Bjarne og børnene sov, men hun kunne godt varme en hvede til sig selv og spise den i fred, før de kom og råbte.

Hun kogte vand i en kasserolle og lavede en kop instant kaffe, imens de halve hvedeknopper i ovnen blev gyldne i kanterne.

Gudrun åbnede bryggersdøren og prøvede luften af, før hun bredte et tykt lag smør ud over hver af de to stykker brød, dryssede sukker i kaffen og tog kop og tallerken med udenfor, hvor hun satte sig på trappestenen.

Hun kiggede ud i haven og pustede et suk hen over kaffen. Solpletterne dansede på hendes ben og det blege ansigt, og hun tænkte på sin familie. Senere, måske lige om lidt, ville Bjarne komme op og råbe, om der for helvede snart var morgenmad, og spørge, hvorfor hun aldrig kunne tænke på andre end sig selv. At der var brød på vej eller parat på bordet, spillede ingen rolle for ham.

Mis kom gående langs med huset og havde sine koldt gule øjne fokuseret på hende hele vejen. Katten undgik som regel både Bjarne og børnene, og hun følte sig dømt af den, når den skævede fra dem til hende og vendte dem alle røven og forsvandt.

Nu rakte hun ud efter den med en klat smør på pegefingeren. Kom her, mis, vil du ikke have smør. Den satte sig tre meter væk og gav sig til at slikke sin pels uden at se væk fra hende. Ikke engang katten gad, tænkte hun og slikkede selv smørret af sin fingerspids.

Kirken omme bag genboens store græsplæne gav sig til at ringe solen op, selvom den faktisk allerede havde været oppe, da Gudrun åbnede øjnene for en halv time siden.

Der havde nok været engang, hvor deres børn var venlige, men de var holdt op, da de øjnede fordelen i at holde med Bjarne, når han var i nærheden. Og senere blev de ved, også når han ikke var hjemme. I perioderne, hvor han var væk nogle dage eller en uge ad gangen uden at fortælle nogen, hvor han var, gik de og stak til hende med de spyd, han så rigeligt havde forsynet dem med. At hun ikke var smuk, at hun var dum, at hun ikke kunne lave andet end hundeæde, at hun ikke var halvt så meget værd som dem eller far eller nogen i verden. Hun vidste ikke, om de holdt af hende eller nogensinde havde gjort det.

Gudrun havde brugt mange timer af sit liv på at gøre børnene glade. På at sikre sig, at hun købte det, de kunne lide, valgte film, som de ville se, lavede den mad, de ville have, og passede de hamstere og kaniner og fisk, som de ønskede sig. Hun var den eneste, der blev ked af det, når dyrene døde.

Vinden var lidt for kold om de bare fødder i badesandalerne, og Gudrun tog en stor slurk af kaffen og holdt kruset ind mod sig og mærkede varmen. Hun havde bare taget en stor striktrøje over gamacher og tshirt, som var hendes foretrukne nattøj. Bjarne havde brugt et virkelig grimt ord om hende, da hun engang havde købt en pæn natkjole i glat stof med flæser, og efter det havde hun bare sovet i noget, der lignede hverdagstøjet.

Hun kunne bedre holde til hans skarpe kommentarer om de skæve kalveknæ, brede hofter og hendes benede bagdel, som nu sad og var kold på trappestenen, hvor hun tyggede langsomt på sine hveder.

Vinden susede i det blomstrende æbletræ foran hende, og skyerne blev blæst til og fra ovenfor. Nogle af blomsterne blev blæst af deres pladser på grenene, og bladene fløj ned på både hende og katten. Gudrun lukkede øjnene, trak vejret dybt og lagde armene om sig selv. Og så mærkede hun varme strømme mod hende ovenfra. Hun så op og fik det gyldne lys i øjnene og mærkede på samme tid en ro brede sig fra brystet og ud i hele kroppen.

Det var ligesom varmen fra kaffekoppen, men det var stærkere, så meget stærkere end en varme, hun før havde følt. Det varmede også på ryggen og de kolde lår, og fødderne under tøflernes plasticbue fik farve i huden.

Katten løftede hovedet midt i et slik og så på hende med tungen lidt ude af munden. Den blinkede nogle gange, da hun skilte sine læber og sagde ja.

Ja, hviskede Gudrun igen, og katten lukkede munden og rejste sig. Den tog et par skridt hen mod trappestenen og kvinden, som sad i en klar stråle af lys.

Gudrun drejede hovedet og så på katten. Hun strakte armene ud og tog imod, da den sprang op til hende, og så rejste hun sig.

Med katten i favnen så hun en gang på trappen med den tomme tallerken og snavsede kaffekop, på den åbne dør ind til bryggers og køkken, og på æbletræets blomster, som blev blæst rundt på klinkerne. Indenfor var ovnen varm, og de overskårne hvedeknopper stod på køkkenbordet og fik hårde kanter, da Gudrun og katten forlod det hele.